Før sommerferien var foreningens formand René Malchow på legatuddelingsturné til to af vores lokale undervisningsinstitutioner, nemlig ZBC og Midtsjællands Gymnasium, hvor to studerende hver modtog et legat på 3.000 kr.
ZBC
Årets modtager af Håndværker- & Industriforeningens legat blev Anna Høybye Johansen, der gennem tiden på ZBC har været særdeles aktiv, både fagligt og socialt.
Hun har klaret sig godt og arbejdet med tingene undervejs og opnået et godt fagligt standpunkt tillige med, at Anna er meget hjælpsom og har store aktier i at skolen nu oplever elevfremgang idet hun har trofast har deltaget i vinterens virtuelle brobygning, i opbygningen af elevrådet og i festudvalget. Derfor har mange lærere indstillet Anna til legatet.
Midtsjællands Gymnasium
På MSG blev årets legatmodtager Emma Kaae Løfgreen Tveden-Nyborg.
Emma med eksamensbeviset i hånden.
Emma har i sin tid på MSG Ringsted bidraget til undervisningen og skolelivet med stor entusiasme og masser af positiv energi, som smitter af på dem, hun samarbejder og går i klasse med.
Hun er en meget åbensindet, empatisk og omsorgsfuld klassekammerat, der bekymrer sig for, om alle har det godt, ikke mindst i de perioder af gymnasietiden, der har været præget af det digitale klasserums muligheder og begrænsninger. Hun er en stærk person, som tager ansvar for det gode og inkluderende klassefællesskab.
Fra Emma har vi i H&I fået denne mail, hvor hun bl.a. skriver:
”Jeg vil sige mange tak for det ekstraordinære og fornemme legat, jeg fik overrakt til min dimission på Midtsjællands Gymnasium. Det gjorde et meget stort indtryk på mig. Vi bliver hele tiden målt på vores faglighed, så det betyder meget for mig at blive anerkendt for den indsats, jeg har givet socialt og få en positiv respons på det menneske, jeg er. Derfor er jeg utrolig taknemmelig for jeres anerkendelse, og den værdi vil jeg tage med mig videre. Tusind tak.”
Vi ønsker begge legatmodtagere stort TILLYKKE med veloverstået eksamen og god vind fremover!